Max Holloways næste kamp efter UFC 329-dilemma

Max Holloway vandt aftenen og gik alligevel derfra uden et klart svar.

Det er den akavede del af UFC 329. Holloway var booket til et monster-main event mod Conor McGregor, fik den slags rampelys, som få kæmpere nogensinde oplever, og så derefter kampen kollapse, da McGregors knæ gav efter i hans første optræden i mere end fem år. Det tæller. Det betaler. Det fortæller os også næsten intet om, hvor Holloway hører til næste gang.

Det fristende svar er det mest larmende: vent på McGregor, kør trilogien, sælg historien. Holloway har allerede gjort det klart, at han kan lide den idé. Men sporten er brutal mod kæmpere, der sidder stille og venter på en anden mands reparerede krop og promoveringskalender, og Michael Chandler er bestemt ikke den eneste, der vil kalde det et dårligt sats.

Max Holloways næste kamp efter UFC 329: letvægt, ikke limbo

Weltervægt bør ikke blive Holloways nye hjem, fordi én pengemæssig kamp landede der. UFC 329 blev afholdt ved 170 pund, men det var en McGregor-tilpasning mere end et kort for resten af Holloways karriere. Jack Della Maddalena kan lide ideen om, at Holloway skaber problemer i den division, og Holloway kan tale sig selv ind i næsten enhver udfordring, men titelvejen der er allerede overfyldt med udfordrere, der har udført egentligt weltervægtsarbejde.

Det bedre spil er 155 pund, hvor hans navn stadig bærer konkurrencemæssig vægt og kommerciel værdi. Holloways nederlag i marts til Charles Oliveira er stadig den præstation, der skal rettes op på, ikke McGregors skadescene. En tilbagevenden til letvægt lader UFC beslutte, om de vil have en bevist stjerne nær bæltet eller en mere traditionel kø ført an af mænd som Arman Tsarukyan.

Hvorfor Justin Gaethje er den kamp, Holloway bør jagte

Justin Gaethje er det oplagte mål, fordi historien allerede er bygget. Holloway slog ham før, Gaethje sidder nu som letvægtsmester, og revanchekampen ville være let at sælge, selvom den irriterer enhver purist med et regneark. UFC har vist, senest med Sean Strickland, der fik en titelkamp efter én sejr, fordi historien passede til lejligheden, at ren meritokrati er mere et slogan end en driftsmanual.

• UFC 329 sluttede med, at McGregor ikke kunne fortsætte på grund af en knæskade.
• Kampen var McGregors første UFC-kamp i mere end fem år.
• Holloway kæmpede mod McGregor i weltervægt, men hans klarere bane er letvægt.
• Paddy Pimblett submittede Benoit Saint-Denis inden for et minut på samme kort.

UFC 329-efterspillet efterlader Holloway med risikable valg

Hvis UFC ikke vil give Holloway en titelkamp mod Gaethje, bliver Paddy Pimblett den eneste friske mulighed, der føles stor nok. Pimbletts hurtige choke af Benoit Saint-Denis gav ham det rebound, han havde brug for, men det udslettede ikke automatisk Gaethjes krav, Tsarukyans position eller Holloways tidligere sejr over den nuværende mester. Sæt Holloway og Pimblett sammen, og promotionen får en stor letvægtseliminator med larm, indsats og et klart næste skridt.

Den kamp besvarer også et reelt sportsligt spørgsmål. Holloway skal vise, at Oliveira-nederlaget ikke afslørede et permanent loft ved 155, mens Pimblett ville få chancen for at bevise, at hans fremgang er mere end timing og matchmaking. Divisionens konsekvenser er enkle: Gaethje har brug for udfordrere, der kan sælge pay-per-views, Tsarukyan har brug for, at UFC respekterer køen, og Holloway har brug for aktivitet, før McGregor-trilogien bliver en pensionsalderfantasi.

Holloways klogeste træk er at stoppe med at behandle McGregor som destinationen og begynde at bruge UFC 329 som løftestang. Han er stadig berømt nok til at bøje matchmaking, stadig dygtig nok til at betyde noget i letvægt og bærer stadig et nyligt nederlag, der kræver substans frem for nostalgi. Hans sidste afsluttede kamp før UFC 329 var et nederlag i marts til Charles Oliveira.