Josh Hokit sætter spørgsmålstegn ved Tom Aspinalls svaghed

Josh Hokit venter ikke høfligt i sværvægtskøen. UFC's nyeste højlydte problem er allerede begyndt at tage skalpellen til Tom Aspinalls spil, og hans valgte mål er den del, de fleste modstandere normalt roser først.

Mens Aspinall stadig er sat ud af spillet af de øjenskader, han pådrog sig mod Ciryl Gane sidste oktober, har divisionen været tvunget til at trække vejret uden sin mester. Det vakuum har passet Hokit perfekt. Den 28-årige har forvandlet en Dana White's Contender Series-kontrakt til fire UFC-sejre i træk, en nr. 5-rangering og den slags splittende momentum, som sværvægtere sjældent skaber uden et bælte i nærheden.

Hans knockout af Derrik Lyuis i juni ved UFC Freedom 250 var det karriereændrende vendepunkt. Det satte ikke bare et veteran-navn på hans rekord; det gav "The Incredible Hok" nok troværdighed til at tale om Aspinall, Ciryl Gane og Alex Pereira uden at lyde som en mand, der låner en andens spotlight.

Josh Hokit sigter mod Tom Aspinalls svaghed, før UFC-titelbilledet klarner

Hokits læsning af Aspinall er kontant: mesteren angriber så naturligt, så hurtigt og så ofte, at det samme instinkt kan efterlade en dør åben. På X argumenterede Hokit for, at Aspinall læner sig for meget op ad offensiven, og tilføjede: "Hans styrke er også hans svaghed." Det er en fiks replik, men ideen bag er mere seriøs end indpakningen.

Aspinalls bedste arbejde har altid været bygget på en sjælden sværvægtshastighed. Han lunter ikke ind i udvekslinger eller venter på, at modstanderne giver ham tilladelse. Han tager plads, kaster med selvtillid, bryder, når muligheden er der, og har fået store mænd til at se forsinkede ud med et helt slag. Hokit siger i bund og grund, at en sværvægter, der kan matche de atletiske betingelser for engagementet, måske kan straffe de indgange i stedet for bare at overleve dem.

Hvorfor Hokits brydning og håndhastighed gør callouten mindre hul

Det indlysende forbehold er, at det er lettere at diagnosticere Aspinall fra bånd end at stå over for ham. Alligevel sælger Hokit ikke en fantasi bygget udelukkende på socialemediestøj. Hans fremgang har været bundet til hurtige hænder, fysisk selvtillid og en brydningsbase, hvilket i det mindste giver ham en plausibel rute til at teste mesterens rytme, hvis kampen nogensinde kommer videre fra talestadiet.

• Tom Aspinall er stadig den nuværende UFC-sværvægtsmester.
• Aspinall har været inaktiv, mens han har døjet med øjenskader fra Ciryl Gane-kampen sidste oktober.
• Josh Hokit er 28 år, rangeret nr. 5 og på en UFC-sejrsstime på fire kampe.
• Hokit slog Derrik Lyuis ud i anden runde ved UFC Freedom 250 i juni.

Tom Aspinall, Ciryl Gane og Alex Pereira former Hokits UFC-vej

Problemet for Hokit er timingen. Aspinalls umiddelbare forretning er sandsynligvis ikke den højlydte nye udfordrer i rummet, men Gane, den midlertidige mester knyttet til skadekontroversen og det uafsluttede arbejde, der fulgte. Gane har udtrykt interesse for, at returkampen finder sted i Paris i september, og Aspinall støtter den retning, hvilket i øjeblikket efterlader Hokit som kampagneleder udefra.

Det forklarer Alex Pereira-vinklen. Hokit har presset på for Pereira efter deres udvekslinger i UFC White House-kampugen, og logikken er let at se: slå en stjerne af den størrelse, og debatten om "næste udfordrer" bliver kortere. For sværvægtsdivisionen er indsatsen renere end støjen omkring dem. Aspinall mod Gane ville afgøre bæltespørgsmålet, mens Hokit mod Pereira enten ville skabe en frisk titeludfordrer eller bremse et hype-tog, før det når mesteren.

Hokits kritik kan være opportunistisk, men den er ikke tilfældig. Han sigter mod mesterens tempo, ikke hans meritter, og forsøger at overbevise publikum om, at atletisme kan mødes med atletisme. Men indtil Aspinall og Gane er booket eller afklaret, er den eneste hårde placering Hokits: nr. 5 på UFC's sværvægtsrangliste.