Kyoji Horiguchi sigter mod UFC-bælte ved Vegas 119

Nogle trofæskabe anklager dig.

Kyoji Horiguchi har allerede levet den karriere, som de fleste lettere kæmpere bruger deres prime på at jage: en UFC-titelkamp på sin rekord, Bellator-guld på sit CV og RIZIN-bælter samlet i to divisioner i Japan. Alligevel har kampugen i Las Vegas trukket ham tilbage til det ene tomme rum, der stadig generer ham, stedet hvor ingen japansk kæmper endnu har plantet et UFC-mesterskabsbælte.

Det er den egentlige undertone i UFC Vegas 119. Horiguchi møder Manel Kape i hovedkampen, ikke som et nostalgisk indslag fra den japanske scene, men som en 36-5, 1NC-veteran, der forsøger at forvandle en velkendt modstander til et direkte argument for fluevægtstitelbilledet.

Kyoji Horiguchi vs Manel Kape

Horiguchi pyntede ikke opgaven som en nagkamp. Under mediedagen sagde han, at han var begejstret for scenen og modstanderen, hvilket er omtrent så tæt, han kommer på teatermæssigt kampugesalg. Han har set for meget, vundet for meget og rejst gennem for mange systemer til at foregive, at en rematch har brug for falsk røg.

Kape er ikke en fremmed på den anden side af buret. De to mødtes i RIZIN i 2017, hvor Horiguchi vandt, og den japanske profil siger nu, at Kape er blevet bedre på alle områder siden da. Han placerede også sig selv i samme kategori af udvikling og pegede på fremskridt i striking, wrestling og jiu-jitsu i stedet for at behandle det gamle resultat som et permanent kort. Det betyder noget i en femrunders kamp. Fortrolighed kan være nyttig, men den kan også blive en fælde, når begge mænd har brugt år på at lægge lag til det, den anden først så i Japan.

En rematch med titelkonsekvenser

Det mest afslørende ved Horiguchis mediedag var ikke den høflige respekt for Kapes udvikling. Det var måden, han talte om angrebsrækkevidde på. Efter at Kape havde haft problemer med Muhammad Mokaevs grappling, gjorde Horiguchi det klart, at gulvet er tilgængeligt for ham, men ikke som en ensporet besættelse; han har til hensigt at blande kampen overalt. Et kort citat bar hele budskabet: “Jeg bruger alt.” Det er ikke poesi, men ved 125 pund er det en trussel med fodarbejde på.

• Horiguchi headliner UFC Vegas 119 mod Kape i en fluevægts-rematch.
• Deres første møde fandt sted i RIZIN i 2017, hvor Horiguchi vandt.
• Horiguchi ejer store titler i Bellator og RIZIN, men ikke UFC.
• Joshua Van besejrede for nylig Tatsuro Taira, mens Alexandre Pantoja forventes tilbage efter skade.

Jagten på UFC-fluevægtstitlen

Timingen er grunden til, at denne kamp føles tungere end dens Apex-geografi. Joshua Vans sejr over Tatsuro Taira ændrede samtalen i toppen, og Alexandre Pantojas forventede tilbagevenden forhindrer, at bæltebilledet falder på plads i en ren linje. En Horiguchi-sejr over Kape ville ikke kræve meget oversættelse: tidligere UFC-udfordrer, tidligere Bellator-mester, RIZIN-mester i to vægtklasser, nu tilbage med en main-event-sejr ved 125 pund.

Der er også en taktisk læsning her. Kapes fare har altid ligget i skarpe udbrud, selvtillid og evnen til at få modstandere til at betale for statiske indgange, så Horiguchi kan ikke behandle revanchekampen som et museumsstykke fra 2017. Veteranens fordel er variation: hvis han kan tvinge Kape til at forsvare niveauskift, udgange og lommeudvekslinger i stedet for at lade ham kæmpe i rene baner, begynder det gamle resultat at betyde mindre end antallet af problemer, Kape skal løse i realtid. For divisionen er det reneste resultat et afgørende et. En kneben, akavet main event efterlader Van, Pantoja og matchmakerne til at sortere i timingen; en overbevisende Horiguchi-præstation giver UFC en sjælden mester-mod-mester-resumé i en fluevægtsudfordrer og en japansk historievinkel, der ikke behøver forskønnelse.

Horiguchi opsummerede målet uden megen udsmykning: han vil have UFC-bæltet, fordi det er det eneste, der mangler i hans samling, og fordi Japan stadig ikke har produceret en UFC-mester.