Dustin Poirier udfordrer Nate Diaz

Dustin Poirier er måske pensioneret, men Nate Diaz har stadig formået at trække ham tilbage i kampssnakken. Det gamle UFC-opgør, der aldrig blev til noget, er igen levende, i hvert fald på mikrofonen, og Poirier svarede ikke som en mand, der prøver at holde sig i ro.

Diaz bragte Poirier på banen efter sit nylige nederlag til Mike Perry og sagde, at han ikke var interesseret i at kæmpe mod en, der allerede var stoppet. Det var nok for Poirier. Den tidligere midlertidige UFC-letvægtsmester svarede med den skarphed, som fans husker fra ham, og han gjorde det klart, at Diaz ikke er den, der kan opføre sig, som om kampen aldrig var der.

Poirier sagde, at de to har kredset om hinanden i årevis. Han pegede tilbage på den kamp, der engang var booket til UFC 230 og aldrig nåede ind i buret. For ham er dette ikke et nyt rivalisering. Det er en af de matchups, der blev ved med at dukke op, forsvinde og efterlade fans irriterede, hver gang det faldt fra hinanden.

Den replik, der vil sprede sig hurtigst, er den reneste. Poirier sagde: “Jeg slår Nate Diaz clean ud.” Det er ikke en blød comeback-replik fra en stoppet kæmper, der smiler til et gammelt navn. Det lød, som om Poirier stadig har den kamp liggende et sted i hovedet, og at Diaz rører ved den igen bragte varmen tilbage med det samme.

Diaz' præstation åbnede døren

Det, der gav Poirier plads til at slå igen, var Diaz' præstation mod Perry. Diaz blev stoppet efter anden runde, og kampen efterlod ikke meget plads til en generøs læsning. Han så langsom ud, mærket og ude af rytme. For en kæmper, der byggede så meget af sin karriere på holdbarhed, pres og stædig pace, bragte den slags optræden naturligt snakken om pension tilbage omkring ham.

Poirier dansede ikke udenom det. Han sagde, at Diaz så forfærdelig ud, og tilføjede, at han lignede en, der ikke havde lyst til at være derinde. Det er en hård ting at høre fra en anden veteran, men det rammer også, fordi Poirier ved præcis, hvordan miles i denne sport ser ud. Han har været gennem femrundes-krige, titelkampe, skader, pauser, hjertesorg og store aftener. Når han taler om en kæmper, der ser nedslidt ud, lyder det ikke som en tilfældig fornærmelse udefra buret.

Alligevel blandede Poirier stikket med respekt. Han sagde, at han har været fan af Nate og Nick Diaz i lang tid. Den del er vigtig for tonen i denne fejde. Det er ikke en ung udfordrer, der prøver at bruge Diaz' navn. Det er én veteran, der ser på en anden og siger, at timingen føles grim nu, mens han indrømmer, at den personlige kløe efter kampen stadig er der.

• Poirier siger, at invitationen til at kæmpe mod Diaz stadig gælder.
• Han er villig til at vende tilbage i weltervægt til kampen.
• Han mener, at Diaz var langt fra sit gamle niveau mod Perry.
• Kampen forbliver svær på grund af kontraktproblemer.

UFC-kontraktproblemet

Den største forhindring er ikke stolthed. Det er forretning. Poirier er stadig bundet til UFC, og Diaz kæmper ikke der i øjeblikket. For at kampen kan blive til noget, skal Poirier enten frigives, eller Diaz skal vende tilbage til UFC. Ingen af vejene er enkle.

Derfor føles callouten hed men ikke nem. Faninteressen er åbenlys. Poirier vs Diaz har stadig navneværdi, fordi begge mænd bærer ægte historie med UFC-publikummet. De er ikke polerede talenter eller stille udfordrere. De er kæmpere, som folk har set blive ældre offentligt, gennem sejre, nederlag, interviews, nag og aftener, der blev i hukommelsen.

Men den nuværende version af kampen er anderledes end den, fans ønskede for år tilbage. Dengang føltes det som en farlig letvægtskamp med to stædige kæmpere, der kunne trække hinanden ud i kaos. Nu føles det mere som et spørgsmål om timing, skader og hvorvidt sporten allerede har bevæget sig forbi det bedste vindue for den.

Poirier vs Diaz har stadig hede

Poirier behøver ikke vende tilbage for en tilfældig kamp. Derfor føles hans svar til Diaz specifikt. Han beder ikke om en fuld tilbagevenden til UFC-titeljagten. Han prøver ikke at lade som om, han hører til i en frisk letvægtsudfordrer-række. Han siger, at der er ét navn, der stadig irriterer ham nok til at få ham til at overveje at tage handskerne på igen.

Diaz giver for sin del sjældent nogen afslutning. Det har altid været en del af tiltrækningen. Han taber, bliver cuttet, bliver betvivlet, og taler så, som om det hele stadig ruller fremad. Fans elsker det enten eller bliver udmattede af det. Poirier hørte tydeligvis den samme Diaz-attitude efter Perry-kampen og besluttede, at han ikke ville lade den passere.

Kampen bliver måske aldrig til noget, og det ville passe til historien mellem dem. Poirier og Diaz har brugt år på at være tæt nok på til at skabe støj, men aldrig tæt nok på til at afgøre det. Forskellen nu er, at begge mænd er meget længere inde i deres karrierer. Der er mindre tid til at blive ved med at kredse.

Hvis Diaz vil have ét stort navn mere med ægte bid, er Poirier stadig villig til at være det problem. Hvis Poirier vil have én sidste personlig kamp uden at lade som om, det handler om ranglister, giver Diaz ham den reneste følelsesmæssige krog. Det er rodet, lidt sent og sikkert kompliceret, men det lyder stadig som en kamp, folk ville stoppe med at scrolle for at se.