Eddie Hearn Sean O'Malley Lønkrav

Prizefighting har altid været en forretning, hvor de højeste penge taler offentligt, og de mest stille penge bestemmer karrierer bag scenen.

Eddie Hearn, aldrig genert når UFC's lønmodel giver ham en klar åbning, har fundet en anden gennem Sean O'Malley. Denne gang sigter Matchroom Boxing-bossen ikke blot mod Dana White eller den sædvanlige virksomhedsmur omkring kæmperes kompensation. Han presser O'Malley selv, efter at den tidligere UFC-bantamvægtsmester sagde, at hans UFC Freedom 250-betaling lå langt under nogle af hans tidligere sejrsnætter.

Det er den del, der hænger ved. O’Malley slog Aiemann Zahabi ud ved Det Hvide Hus, på et kort bygget med nok spektakel til at få hvert tal omkring det til at føles større, og gik alligevel derfra og sagde, at han fik “langt mindre” end før. For en fighter med hans navneværdi, hans bæltehistorik og hans evne til at trække opmærksomhed ud over det ugentlige MMA-publikum, hørte Hearn noget værre end en dårlig check. Han hørte accept.

Eddie Hearn går efter Sean O’Malleys løn

Hearns argument er enkelt nok, selv om sporten omkring det ikke er. Efter hans opfattelse kan boksing sætte en fighter i en rutinemæssig otterunders opgave mod en lavt vurderet modstander og stadig producere en pengepung, der slår, hvad O’Malley siger, han modtog for et White House UFC-knockout. Den sammenligning er bygget til at svide, fordi O’Malley ikke er et udviklingsnavn, ikke en regional historie og ikke en udskiftelig undercard-krop. Han er en tidligere mester, der opbyggede en følgerskare, før han nogensinde holdt UFC-guld, og derefter beholdt den gennem titelrunnet, spotlightet og de argumenter, der følger med at være en farverig bantamvægtstjerne.O’Malley besejrede Zahabi tidligere i denne måned ved UFC Freedom 250, og resultatet hjalp med at holde ham i jagten på endnu en titelmulighed. Zahabi ankom med en stærk sejrsstime og den slags praktiske trussel, der kunne have ændret divisionens næste samtale, hvis han havde besejret O’Malley. I stedet fik O’Malley afslutningen, styrkede sin sag og vendte derefter efterspillet mod penge ved at sige, at White House-kampen betalte mindre end tidligere sejre. Han modtog heller ikke en bonus efter kampen for knockoutet, ifølge kildematerialet, hvilket skærpede følelsen af, at begivenhedens pomp og pragt ikke nødvendigvis havde omsat sig til ekstra belønning for ham.

Hearn presser igen på fightermentaliteten

I The Ariel Helwani Show behandlede Hearn O’Malleys kommentarer som bevis på et bredere UFC-problem, men han satte en personlig kant på det. Han argumenterede for, at fighte er blevet for komfortable med tanken om, at de har begrænset plads til at gøre modstand, især hvis frygten er at blive sat på bænken eller miste gunst. Hearn beskrev også O’Malley som en ægte stjerne, den slags fighter, der er genkendelig nok til at tiltrække opmærksomhed, når han går gennem New York City, og sagde, at en fighter med den status burde kræve mere respekt for den risiko, han tager, når han træder ind i Octagon.

• Sean O’Malley sagde, at hans UFC Freedom 250-løn var langt under visse tidligere sejre.
• O’Malley slog Aiemann Zahabi ud ved White House-begivenheden tidligere i denne måned.
• Eddie Hearn brugte påstanden til at forny sin kritik af UFC’s fighterlønsstruktur.
• Hearn argumenterede for, at O’Malley har stjernestyrken til at presse hårdere på for sin egen værdi.

Sean O’Malleys UFC-fremtid

Den interessante detalje er, at Hearn ikke behøvede at foregive, at O’Malley er undereksponeret. Han argumenterede for det modsatte. O’Malleys værdi er indlysende, og det er netop derfor klagen lander anderledes, end den ville fra en fighter begravet nær bunden af et kort. Hvis en tidligere mester med crossover-rækkevidde kan sige, at et knockout på en historisk scene betalte mindre end tidligere sejre, vil yngre udfordrere i bantamvægtspakken ikke høre romantik om muligheder. De vil høre loftet knage.O’Malleys sejr over Zahabi holder også hans konkurrencemæssige løftestang i live, hvilket normalt er den eneste slags løftestang, UFC-fighte kan regne med. Titelbilledet betyder noget, fordi en fighter nær et bælte kan bede om ting, en fighter, der kommer efter et nederlag, ikke kan. Men Hearns læsning er, at atletisk løftestang falmer, medmindre den bliver til forretningsmæssigt pres, og det er der, denne historie skærer ind i divisionen. O’Malleys næste træk handler ikke kun om, hvem han kæmper mod; det handler om, hvorvidt en stjerne-bantamvægter behandler Zahabi-resultatet som bevis på, at han hører tilbage i titelbanen, eller som bevis på, at selv store UFC-øjeblikke ikke altid betaler som store UFC-øjeblikke.

Hearns kommentarer kom lige efter, at Ian Machado Garrys Matchroom-aftale blev annonceret, med Garry klar til at kæmpe mod UFC-weltervægtmesteren Islam Makhachev ved UFC 330 senere i sommer.