The Ultimate Fighter 34 Ep. 2: Strong vs Jones-opsummering

Rosendo Sanchez var ikke stille om det. Team Cormier-assistenttræneren ville have Sean Mora matchet mod Illimbek Akylbek Uulu — et logisk valg, i betragtning af at Mora allerede havde trukket blod fra Team Bisping-fighteren under en tryout-brydesession, der blev grimmere, end en tryout har noget som helst at gøre. Daniel Cormier gik den anden vej og bookede Marlon Jones mod Christian Strong i stedet, og Sanchez' frustration landede på kamera uden meget filtrering. De to trænere fik ordnet tingene, før det blev et reelt problem, men en DC-beslutning, der skaber den slags interne friktion, før bantamvægtsbracketten overhovedet har taget sit første sving, er værd at huske.

Jones og Strong: Hvad hver fighter havde med sig ind i episode to

Længe før burets dør lukkedes, brugte episode to reel tid med begge fightere — og ingen af baggrundshistorierne føltes konstrueret til tv. Jones voksede op i Liverpool efter at have mistet sin mor som syvårig, et tab så tidligt, at han næsten intet husker af hende. Hans far kom i fængsel ikke længe efter. Hans tante og onkel opdragede ham, og det var hans onkel Charles, der først skubbede ham mod kampsport. Jones har været direkte om, hvad en platform som TUF betyder ud over kontrakten til sidst — han vil have sin historie hørt, ikke bare sin rekord.

Strongs vej gik gennem plejefamilie, en tilbagevenden til sin mor og en periode med hjemløshed, før brydning gav ham en vej frem. Han sikrede sig et college-stipendium gennem sporten, arbejder stadig fuldtid i byggeriet, mens han træner, og er gift. To fightere fra virkelig svære kår, der mødes i en bracketkamp — det er ikke en fortælling, showet behøvede at opfinde.

Bisping påberåber sig Paddy, Cormier bliver personlig ved indvejningen

I opbygningen frem mod kampen med Jones brugte Michael Bisping Paddy Pimbletts slidte replik om, at scousere ikke går ned — og anvendte den på sin fighter med en overbevisning, der læses som enten ægte tro eller meget godt coaching-teater. Bisping sagde kontant, at han forventede, at Jones ville køre hen over Strong. Cormier sagde ved weigh-in direkte til Jones, at han glædede sig til at se ham spise albuer. Bisping kaldte det personligt. Cormier var ikke uenig. Ingen af dem gik længere end til ord, men temperaturen mellem de to head coaches var allerede varmere, end uge et antydede.

• Cormiers matchmaking tilsidesatte hans stabs præference, hvilket gav åben kritik fra assistenttræner Rosendo Sanchez, før kampkortet var fastlagt.
• Jones mistede sin mor som syvårig og blev opfostret af sin tante og onkel i Liverpool, efter at hans far blev fængslet; Strong var igennem plejefamilier og hjemløshed, før et wrestlingstipendium ændrede hans kurs.
• Bisping henviste direkte til Paddy Pimbletts replik om, at scousere ikke bliver slået ud, over for Jones under kampforberedelsen.
• En huskonflikt dukkede op mellem Tina Black, Xavier Franklin og Gigi Canuto om rengøring — en sekundær tråd, der har plads til at vokse gennem resten af sæsonen.

Hvad kampen i sig selv viste

Strong gik til sin wrestling inden for de første tredive sekunder og skød ind på et takedown, næsten før Jones var faldet helt til i sin stance. Jones kom op igen, men Strong blev ved med at presse ham og fik ham til sidst sat ned mod hegnet. Jones forsøgte at låse en guillotine choke fra scramblen — han kunne ikke stramme vinklen nok til at true med en afslutning — og arbejdede sig tilbage på benene. Hvad de tidlige udvekslinger gjorde klart: Strongs skud er hurtigt, og hans pres fra buret er vedholdende, den slags wrestling der tvinger modstandere til enten at time sprawlen perfekt eller bruge hele runden på at kæmpe sig fri fra ryggen. Jones var for sin del aktiv på benene og hurtig til at trække sig, når Strong søgte at engagere igen — han var ikke passiv, men wrestlingen blev ved med at nulstille kampens vilkår på Strongs præmisser.

Cormiers beslutning om at vælge Jones frem for det matchup, Sanchez foretrak, vil fremstå enten klogt eller sjusket afhængigt af, hvor dybt Strong går i bracketten. At hans egen bænk offentligt udfordrede den — før en enkelt bantamweight-kamp var gennemført — er den slags friktion, der ikke helt forsvinder, når trænerne giver hånd og går videre. Husselsituationen mellem Black, Franklin og Canuto er mindre lige nu, men bantamweights og strawweights, der deler et optagelsesskema over flere uger, plejer at producere præcis den slags langsomt optrappende spænding. Episode to får begge tråde i bevægelse uden at tvinge en afslutning på nogen af dem.

Bantamweight-bracketten er i gang. Episode tre begynder at vise, om Cormiers instinkter om matchmaking holder — eller om Sanchez havde ret hele tiden.