Max Holloway PFL-kontrakt ændrede næsten UFC-vej

Max Holloway‘s UFC-historie startede næsten med en omvej ind i ligaen Justin Gaethje ville senere blive til hans personlige nedrivningsplads.

Det lille stykke kontrakthistorie giver UFC 300-knockoutet et mærkeligt andet liv. Holloway og Gaethje mødtes i 2024 med BMF-titlen i midten og fem runders omdømme på hver side, hvorefter Holloway lukkede showet med afslutningen i sidste sekund, der øjeblikkeligt blev et af sportens definerende klip. Men parringen var ikke kun en moderne UFC-superkamp. Det var også en kamp, der under et andet papirarbejdsresultat måske havde tilhørt World Series of Fighting år tidligere.

Holloway har nu detaljeret, hvor tæt han var på at starte det kapitel væk fra Octagon. Før sin UFC-debut mod Dustin Poirier i 2012, hvor han stadig kun var fem professionelle kampe inde i sin karriere, havde hawaiianeren skrevet under med WSOF, promotionen, der senere blev omdøbt til PFL. Han var sat op til en tidlig letvægtsturnering, men gentagne forsinkelser og sponsorproblemer holdt ved med at skubbe muligheden ud af rækkevidde.

Max Holloway PFL-kontraktvending forbinder ham til Justin Gaethje før UFC 300

Det afgørende vendepunkt kom ifølge Holloways egen udlægning, da UFC-interessen meldte sig, mens han stadig var bundet af den kontrakt. Han fremstillede det ikke som et gnidningsfrit spring fra et selskab til et andet. Hans version var mere kontant: først skal han ud af kontrakten, derefter kan vi tale om næste skridt. Det betyder noget, fordi Holloway endnu ikke var den tidligere fjervægtsmester, BMF-titelindehaver eller pay-per-view-trækplaster, som fans kender i dag. Han var et ungt talent med åbenlyst potentiale og meget lidt forhandlingskraft.

Ray Sefo, daværende præsident for WSOF, blev omdrejningspunktet. Holloway sagde, at Sefo kunne lide ham nok til at give ham fri til at bryde kontrakten, hvilket åbnede døren for Poirier-kampen og den lange UFC-karriere, der fulgte. Det er en af de administrative beslutninger, der ser små ud i øjeblikket og enorme ud med tilbagevirkende kraft. Uden den kunne Holloways tidlige letvægtsvej have overlappet med ankomsten af Gaethje, som snart ville gøre WSOF til scenen for sin voldsomme ubesejrede fremmarch.

Hvordan World Series of Fighting næsten ændrede Holloway-Gaethje-tidslinjen

Gaethje kom til WSOF i 2013 efter at have opbygget en 7-0-rekord andre steder, mens Holloway allerede var i UFC på det tidspunkt. Gaethje blev i organisationen indtil 2017, forlod den som en stor letvægtskraft og nåede UFC med en 17-0-rekord efter ti WSOF-kampe. Kun en af de kampe gik til dommerne, og hans titelrun inkluderede den slags krige mod Luis Palomino, der fik hans kaldenavn til at føles mindre som branding og mere som en medicinsk advarsel.

• Holloway skrev under med WSOF, før hans UFC-karriere begyndte.
• Hans planlagte letvægtsturnering blev ved med at blive udskudt.
• Sefo frigav Holloway, hvilket muliggjorde UFC-skiftet.
• Gaethje nåede senere 10 kampe i WSOF, før han kom til UFC.

UFC 300 knockout får endnu et lag efter Holloways WSOF-afsløring

Det ironiske er, at kampen sandsynligvis blev større, fordi den ventede. En WSOF-version fra 2013 eller 2014 ville have været fascinerende for hardcore-fans, men den ville ikke have båret den symbolske vægt af UFC 300, BMF-bæltet og to fuldt udviklede legender, der vælger at slås i midten i de sidste sekunder. Holloways knockout af Gaethje var ikke bare en afslutning; det var en karriereerklæring fra en tidligere fjervægtskonge, der tog en enorm risiko i letvægt og blev belønnet med et øjeblik, der rakte langt ud over den ugentlige MMA-trafik.

For Gaethje siger den alternative tidslinje også en hel del. WSOF gav ham runder, titler, kaos og den ubesejrede rekord, der gjorde hans UFC-indtræden til at føles presserende snarere end spekulativ. For Holloway bragte flugten fra den kontrakt ham tidligt ind i fjervægtens hajbassiner, hvilket førte til Poirier-debuten, den lange klatretur og til sidst mesterskabsstatus. Indvirkningen på vægtklassen er indlysende: hvis Holloway var blevet parkeret i en WSOF-letvægtsbracket, kunne UFC's fjervægtsæra omkring Jose Aldo, Conor McGregor, Alexander Volkanovski og Holloway selv have set markant anderledes ud.

Det er skønheden og grusomheden ved MMA-timing. Én underskrift, én forsinket turnering, én leder villig til at lade en ung fighter gå, og sporten får et helt anderledes arkiv. Holloway og Gaethje delte endelig buret ved UFC 300 i 2024, hvor Holloway slog Gaethje ud i det sidste sekund.