Sean O’Malley ville kæmpe mod Petr Yan

Sean O'Malley går ikke ind til sin næste UFC-kamp og lader som om, at den oprindelige plan i hans hoved var Aiemann Zahabi. Han ville have Petr Yan. Han ville have revanchekampen, støjen, argumentet, den gamle regning, der stadig ligger i bantamvægtsdivisionen som et blåt mærke, ingen er holdt op med at trykke på.

O'Malley sagde, at han pressede på for Yan ved UFC White House-begivenheden, men kampen blev aldrig til noget. Hans replik var skarp og meget i hans egen stil. Han sagde, at han besejrede Yan sidste gang, så Yan ville ikke kæmpe mod ham igen. Det er ikke et stille callout. Det er O'Malley, der trækker en af divisionens mest debatterede kampe tilbage i rummet, før han overhovedet når til 14. juni.

Den første O'Malley vs Yan-kamp ved UFC 280 blev aldrig rigtig kølet ned. O'Malley vandt officielt ved split decision, men mange diskuterer stadig dommerstemmerne. Den slags resultat kan forfølge begge mænd i årevis. For O'Malley er det en sejr, han kan pege på, hver gang Yans navn kommer op. For Yan er det den slags nederlag, der altid indbyder til et nyt møde.

Det er derfor, O’Malleys seneste kommentarer rammer med en vis bid. Han udfordrer ikke en tilfældig rangeret bantamvægt. Han udfordrer manden, som mange fans stadig forbinder med hans vej ind i titelbilledet. En anden sejr over Yan ville gøre mere end at rydde op i gammel støj. Det ville sætte O’Malley direkte tilbage i den dybeste del af mesterskabsdiskussionen.

Zahabi får nu chancen, som Yan ikke tog

I stedet har O’Malley Aiemann Zahabi foran sig den 14. juni. Det er ikke den rematch, han ønskede, men det er heller ikke en betydningsløs kamp. Zahabi kommer ind med en syvkamps sejrsstime, og det ændrer stemningen omkring kampen. Han får ikke en berømt modstander foræret som en tjeneste. Han har fortjent den slags plads, hvor en enkelt stærk aften kan sprænge divisionen åben.

O’Malley gav Zahabi ros for at være hård, udholdende og erfaren. Han pegede også på Zahabis kickboxing, hvilket netop er den del af denne kamp, der kan gøre de tidlige runder interessante. O’Malley er stadig den større stjerne og det renere navn for det brede publikum, men Zahabi ankommer ikke som dekoration. Han har en rigtig stime, rigtig selvtillid og den slags rolige stil, der kan straffe en kæmper, som kigger for langt frem.

• O’Malley ville have Petr Yan til UFC White House-kampkortet.
• UFC bookede ham i stedet mod Aiemann Zahabi den 14. juni.
• Zahabi går ind til kampen med en syvkamps sejrsstime.
• Det gamle resultat mellem O’Malley og Yan holder stadig rematch-snakken i live.

For O’Malley er det den farlige del. Offentligheden vil tale om Yan, fordi Yan er det større navn, og den gamle kamp har stadig varme. Men Zahabi er manden, der faktisk kan ødelægge sommeren. Hvis O’Malley behandler ham som en forsinkelse før den kamp, han virkelig ville have, vender hele historien hurtigt mod ham.

Kampen har mere pres, end den først viser

O’Malley har bygget sit bedste arbejde omkring afstand, rytme og timing. Når han er komfortabel, får han modstanderne til at række ud, ramme forbi og nulstille, før de kommer tæt nok på til at gøre kampen grim. Zahabi kan ikke lade det ske i lange perioder. Han skal få O’Malley til at arbejde, ramme kroppen, lukke afstanden på de rigtige tidspunkter og undgå at stå for enden af de lange, lige slag.

Presset på Zahabi er anderledes. Han forventes ikke at bære stævnet med sit navn. Han skal ikke vinde en popularitetskonkurrence. Han skal gøre O’Malley ukomfortabel i buret og trække kampen væk fra det rene highlight-tempo, der passer ham. Det er normalt der, underdogs finder deres åbning.

O’Malley ved også, hvad en sejr kan låse op for. Hvis han slår Zahabi klart, kan han bringe Yans navn tilbage uden at lyde, som om han sprang et skridt over. Han kan sige, at han bad om rematchen, håndterede den kamp, UFC gav ham, og stadig vil afslutte den gamle business. Det er en meget stærkere position end blot at tale over en booket modstander.

Yans navn følger stadig O’Malley

Det mærkelige ved hele denne situation er, at Yan ikke engang er modstanderen, men han er stadig et af de centrale navne i historien. Det er, hvad der sker, når en split decision aldrig helt forlader fanbasen. Hver gang O’Malley vinder, spørger folk, om Yan burde være næste. Hver gang Yan nævnes nær toppen af divisionen, bliver O’Malleys sejr trukket tilbage i argumentet.

O’Malley forstår det bedre end nogen. Han ved, at rematchen sælger, fordi begge sider stadig mener, de har noget at bevise. Han ved også, at UFC ikke har brug for meget hjælp til at promovere den slags kamp. Der er historie, der er irritation, og der er stadig uenighed nok om det første resultat til at gøre det andet større end en normal contenderskamp.

Men lige nu er det virkelige arbejde Zahabi. Det er kampen på kalenderen. Det er manden overfor ham den 14. juni. O’Malley kan tale om Yan, men han kan ikke kæmpe mod Yan inde fra Zahabi-kampen. Han skal vinde den, der er foran ham, først.

Hvis O’Malley ser skarp ud, bliver Yan-snakken højere i det øjeblik, kampen slutter. Hvis Zahabi vinder, forsvinder alt det, og divisionen får et nyt problem overnight. Det er kanten af denne booking. Den startede som kampen, O’Malley ikke bad om, men den kan stadig fortælle UFC præcis, hvor han hører til næste gang.